Farvekraft på DVD og streaming
06/11/2018 13:16
Biografdokumentarfilm om maleren Jens Søndergaard er udkommet på DVD. Filmen havde premiere i biograferne i marts og er/eller har været på programmet i 38 biografer landet over.
Filmen med titlen ”Farvekraft ad helvede til” er fyldt med historier og 230 malerier af en af de største ekspressionistiske malere i Danmark. Jens Søndergaard døde i 1957, men han lever videre via sine malerier, og der er ikke en auktion på Bruun Rasmussen, hvor han ikke er med.
- Ofte spiller en biograf kun filmen en eller to gange, så DVD´en er til dem, som ikke nåede at se filmen eller til dem, som gerne vil gense den, oplyser instruktør Anne Moulvad.
Endvidere er der ekstra materiale på DVD´en bestående af musikken i filmen samt et lille portræt af Jens Søndergaards datter, Anelise Søndergaard, som selv blev maler.
Musikken er et kapitel for sig selv. Udover at være filmmusik, så er den et selvstændigt musikværk for fløjte. Det spilles af fløjtenist Janne Thomsen, er komponeret af Karsten Fundal og varer 22. minutter.
- Det er et meget smukt musikværk, som i filmen kun opleves i brudstykker, så det er en anden oplevelse at høre og se musikken i sin helhed, fortæller Anne Moulvad. Musikken blev optaget på museet Heart til uropførelsen i januar midt i en stor Jens Søndergaard udstilling, og det er den optagelse, som er bonusmateriale på DVD.